RENT DRIKKEVAND ER EN LIVSNØDVENDIGHED PÅ ET SKIB, OG DET ER VIGTIGT AT HOLDE ØJE MED KVALITETEN. DERFOR BØR ALLE BESÆTNINGSMEDLEMMER OM BORD VÆRE OPMÆRKSOMME PÅ, OM VANDET SMAGER FORKERT, LUGTER ELLER ER UKLART.

LÆS MERE OM RENT VAND HER.

Rent drikkevand

Drikkevand er defineret som alle former for vand, der enten ubehandlet eller efter behandling er beregnet til drikkebrug, madlavning, fødevaretilberedning eller andre husholdningsformål, uanset vandets oprindelse, og uanset om det leveres gennem distributionsnet, fra tankvogn/tankskib eller i flasker eller anden emballage. Da det indbefatter vand til andre husholdningsformål, fx personlig hygiejne som tandbørstning, bad samt rengøring af frugt og grønt mm. betyder det, at det ikke er nok at indkøbe flaskevand, hvis man er i tvivl om vandkvaliteten.

 

Forebyggelse

Forurening af drikkevandet kan have store omkostninger - både økonomisk og for besætningens sundhed. Derfor er det vigtigt at forbygge mod forurening. På skibet bør der derfor være en plan for, hvordan I kan sikre rent drikkevand til besætningen.

Det vil sige, at I skal forholde jer til følgende:

  • Hvordan gennemfører I en risikovurdering af hele drikkevandsforsyningen med kortlægning af risici, kritiske kontrolpunkter og vurdering?

  • Hvordan sikrer I løbende operationel overvågning?

  • Hvilke handlinger I skal foretage jer, hvis vandkvalitet eller vandsystem ikke er i orden?

 

Analyse af drikkevandet

Der er fire kriterier for, hvornår I skal have foretaget analyser af jeres drikkevand:

  • Bunkring af vand, hvor vandkvaliteten er kendt og i orden.

  • Bunkring af vand, hvor vandkvaliteten ikke er kendt.

  • Produktion af drikkevand om bord. Produktionsmåden er underordnet.

  • Hvis der er udført vedligeholdelsesarbejde eller reparation på drikkevandsystemet.

Ved bunkring af vand af kendt kvalitet samt ved produktion af drikkevand om bord skal vandkvaliteten analyseres en gang årligt. Ved bunkring af vand, hvor kvaliteten ikke kendes, skal vandkvaliteten analyseres ved hver bunkring samt ved vedligeholdelsesarbejder på systemet. Hvis I bunkrer og producerer til samme vandtank, gælder begge krav.

Prøverne til analyser bør udtages og analyseres af et akkrediteret laboratorium. Hvis I selv har det rette udstyr og kompetencer om bord, kan I dog selv udføre analysen. Hvis analyseresultatet overskrider grænseværdierne, er det vigtigt, I agerer på dette. I første omgang, vil det være hensigtsmæssigt, at I kontakter SEA HEALTH & WELFARE for at indhente yderligere hjælp, inden I begynder på forskellige tiltag.

Hvis der er en overskridelse af E-coli grænseværdien, anbefaler vi, at I øjeblikkeligt koger vandet inden brug. Vi anbefaler yderligere, at I anskaffer flaskevand ved førstkommende havneophold.

NYT I VEJLEDNINGEN

I forbindelse med at bekendtgørelsen om kost og drikkevand mv. i handelsskibe blev revideret i december 2019 blev vejledningen fra SEA HEALTH & WELFARE skrevet ind i selve bekendtgørelsesteksten som en måde at opfylde kravene på.

Det er ikke længere et krav at rør og vandhaner skal være VA-godkendte. Til gengæld skal rederiet måle for relevante tungmetaller (bl.a. Bly, Cadmium og Krom), når det får leveret et nyt skib. 

En anden nyhed, som er blevet mulig med den nye drikkevandsvejledning, er, at der kan anvendes andre kemikalier end klor til desinfektion. Det kræves dog at disse produkter er godkendt af Fødevarestyrelsen.

Set fra et arbejdsmiljømæssigt perspektiv er det positivt med denne mulighed, fordi klor er et farligt kemikalie at arbejde med og fordi desinfektion med klor ikke altid virker godt nok, så man er nødt til at gøre noget mere.

Derudover er der, i forbindelse med at EU’s drikkevandsdirektiv er blevet revideret, kommet nye skærpede grænseværdier, som skal overholdes.

I vejledningen ”Drikkevand – skibe”, som kan købes i webshoppen, kan I se, hvilken kontrol I skal have udført af vandet og i vejledningens bilag 1, kan I se de forskellige grænseværdier.

Køb vejledningen "Drikkevand – skibe"

 

artikler relateret til drikkevand