Kvalitet - også i drikkevandet

 
Kvalitet - også i drikkevandet
 
 

MLC 2006 har sat fornyet fokus på brugsvandet om bord, idet konventionen bl.a. indeholder en bestemmelse om, at ”drikkevandet skal være af en passende kvalitet”. Derfor har SEA HEALTH & WELFARE i samarbejde med erhvervet udarbejdet en vejledning om drikkevand. Den kan hentes på www.shw.dk.

“I Uni-Tankers A/S har man valgt at investere i BIN-X anlæg, der er et system til bakteriologisk rensning af drikkevand og varmt brugsvand”, fortæller chief technical officer Jan Rindebæk fra rederiet. Brugsvand har tidligere trods ringe kvalitet ikke haft den fornødne opmærksomhed, men det har det nu fået af to grunde.
Kvalitet

Dels som nævnt på grund af MLC 2006, og dels fordi der er et ønske om at opføre sig miljømæssigt forsvarligt og spare på vandet, som er en stor omkostning.

“BIN-X systemet leverer brugsvand af god kvalitet. Det fjerner endog nogle af de bakterier, som er i det vand, vi drikker hjemme. Det smager godt og har ikke en ubehagelig lugt, som vand udsat for UV bestråling kan have. Det kan drikkes direkte fra tappestedet,” fortæller Jan Rindebæk.

Altså en ren kvalitetsforbedring og et godt supplement til flaskevand og egenproduktion.

“Der er dog en bagside. Er man vokset op i et land, hvor man ikke drikker vand fra vandhanen, har man en naturlig uvilje mod at gøre det og foretrækker flaskevand - også selvom, der er garanti for, at postevandet er risikofrit. Der er derfor en motivationsopgave, der skal løses,” erkender Jan Rindebæk. 
Miljø

På længere sigt ønsker rederiet at minimere forbruget af flaskevand, der er en dyr og miljømæssig dårlig løsning.

“Vi ønsker samtidig at reducere forbruget af brugsvand. Søfarende bruger meget brugsvand. En besætning på 15 mand kan have et forbrug på op til 5000 liter i døgnet. Vi har indsigt i en del af forbrugsmønstret, men meget ligger i idéen om, at der er vand nok, så hvorfor spare? Men vand er en kostbar ressource, som vi bør spare på,” påpeger Jan Rindebæk.

Dette er også et argument for, at vandet er blevet et indsatsområde i UniTankers. BIN-X anlægget er foreløbig installeret i 20 af rederiets skibe, og det har været problemfrit – installationen er nærmest ”plug and play”, som han formulerer det.

I første omgang valgte man et anlæg, der var for småt til at klare vandforsyningen under spidsbelastning. Det er nu udvidet, og de søfarendes beklagelser over for lille vandtryk i bruserne er forstummet.

Økonomi

Hvordan økonomien kommer til at se ud, vil naturligvis afhænge af den mængde købevand, der kan spares, men umiddelbart er der en økonomisk gevinst. Prisen for et komplet system med alle komponenter, der skal bruges, PLC, ventiler, manometre etc. er 57.000 kr. ex. moms og levering.

Membran-levetiden er ca. 3-4 år alt afhængig af fødevandskvalitet. Et udskiftningsmodul koster ca. 14.000 kr.

Vandkapaciteten er 2,4 kbm/time, spidsbelastning og et kontinuerligt forbrug på 1,2 kbm/time. Membranfilteret dækker et vandbehov for ca. 15-20 mands besætning.