SEA HEALTH & WELFARE lancerer ’Be a buddy - not a bully’ kampagne

 

Det kan siges meget simpelt. Det er i ingens interesse, at chikane og mobning finder sted på arbejdspladsen. Det gælder også i den danske handelsflåde. Et dårligt arbejdsmiljø er dyrt for rederiet og kan have vidtrækkende og alvorlige konsekvenser for den søfarende.

SEA HEALTH & WELFARE ønsker en handelsflåde, hvor der er plads til alle - uanset køn, etnicitet, hudfarve, seksuelle orientering, religiøse overbevisning m.m. Derfor har vi igangsat kampagnen ’Be a buddy - not a bully’, der sætter fokus på chikane og mobning til søs. Budskabet er, at vi passer på hinanden og at vi alle har et ansvar for at skabe et sundt og sikkert arbejdsmiljø til søs.

Kampagnen lanceres 1. september 2019.

’Be a buddy – not a bully’ vejledning til søfarende og rederier
Hvordan kommer man chikane og mobning til livs? SEA HEALTH & WELFARE har som en del af ’Be a buddy – not a bully’-kampagnen udviklet en vejledning henvendt til både søfarende og rederier. I vejledningen findes eksempler på - og løsninger til - at stoppe krænkende adfærd. Vejledningen udkommer både på dansk og engelsk.

Kampagnepakke sendes ud i efteråret 2019
I løbet af efteråret vil rederier med skibe, der sejler på dansk flag modtage en kampagnepakke med vejledning, plakater og andet materiale til at skabe opmærksomhed omkring krænkende adfærd til søs. Det vil være muligt at bestille yderligere kampagnemateriale gennem SEA HEALTH & WELFARE.

Helpline for søfarende
Hvor skal man gå hen, når man er blevet udsat for krænkende adfærd til søs? Det kan være svært at finde ud af, hvad man skal gøre, hvis man er blevet udsat for, eller har været vidne til, krænkende adfærd om bord på skibet. SEA HEALTH & WELFARE har åbnet en helpline, hvor søfarende, der oplever krænkende adfærd kan søge fortrolig og uvildig støtte og vejledning i sager om chikane og mobning til søs.
Ring eller send en SMS til +45 6015 5824. Skriv en mail til helpline@shw.dk.

Forebyggende arbejde mod chikane og mobning
Forebyggelse er altid en bedre og billigere løsning end behandling. Også når det gælder det psykiske arbejdsmiljø. Derfor vil vi gerne opfordre rederier til at tage kontakt til SEA HEALTH & WELFARE for at få rådgivning til forebyggende arbejde mod chikane og mobning.

SEA HEALTH & WELFAREs konsulenter kan kontaktes på +45 7240 2610 og info@shw.dk. Se mere på www.shw.dk/chikane-og-mobning