Velkommen til Sara, der er barselsvikar for Pernille

Pr. 31. januar er vores kollega Pernille Nordstrand Sass-Nielsen taget på barselsorlov. Som barselsvikar har vi ansat Sara Holm Tandrup som sundhedsfremmekonsulent frem til 30. november. Velkommen til Sara.

Sara er uddannet diætist og har en Master of Public Health samt et projektlederkursus.

Med afsæt i sin uddannelse og erfaring ser hun frem til at inspirere og motivere søfarende til en sund og nærende tilværelse på deres skibe.

”Jeg har tidligere primært arbejdet med behandling af spiseforstyrrelser som klinisk diætist og projektmedarbejder. Hos SEA HEALTH & WELFARE vil jeg i højere grad fokusere på forebyggelse generelt på sundhedsområdet blandt andet ved at få flere søfarende til at bruge vores FIT4SEA hjemmeside og tiltrække deltagere til vores kommende madlavningskursus. Vilkårene for gravide til søs er et andet emne, jeg konkret vil have fokus på,” siger Sara.

SEA HEALTH & WELFARE deltager i messen World Maritime Forum I Bellacenter I København i næste uge. Her er Sara med og hun ser frem til at møde en hel masse repræsentanter fra rederier og andre virksomheder i den maritime branche.

”På World Maritime Forum forventer jeg at knytte nye kontakter til mit netværk og jeg glæder mig til at fortælle om alle de tilbud og muligheder, som vi tilbyder rederierne og de søfarende inden for blandt andet psykisk og fysisk velvære på de dansk-flagede handelsskibe,” siger hun.

Når Sara har fri, nyder hun at være sammen med sin 2,5 år gamle søn, og når tiden tillader det dyrker hun fitness, tilbereder velsmagende mad fra alle egne af verden og slapper af med at strikke og andre kreative projekter.

Ønsker du inspiration til sundhed og sociale aktiviteter om bord på dit skib, eller har du spørgsmål om sundhedsfremme generelt, er du velkommen til at kontakte Sara på mail: sta@shw.dk eller telefon: 2213 6749

Troels Leth