Studerende på maritime uddannelser får nyttig viden om arbejdsmiljø og velfærd
I uge 21 og 22 var tre arbejdsmiljøkonsulenter fra SEA HEALTH & WELFARE/Handelsflådens Arbejdsmiljø- og Velfærdsråd på rundtur ved de maritime uddannelser i Skagen, Århus, Esbjerg, Marstal og Svendborg.
På de maritime uddannelser på Århus Maskinmesterskole, Fredericia Maskinmesterskole i Esbjerg, Marstal Navigationsskole og på SIMAC i Svendborg var oplæggene et element i de studerendes arbejdsmiljøundervisning.
”Skolerne bruger ofte vores materialer i deres undervisning i arbejdsmiljø. Under vores oplæg får vi mulighed for at sætte flere ord på arbejdsmiljø udfordringer og løsninger, samt fortælle lidt om vores velfærdsarbejde, hvilket giver stor værdi,” siger arbejdsmiljøkonsulent Peter K. Petersen fra SHW.
Stor interesse og spørgelyst
Der var stor nysgerrighed både om det kemiske arbejdsmiljø og det mentale område og et fokus på at holde trit med udviklingen, hvor blandt andet det psykiske arbejdsmiljø har fået et større fokus i branchen.
”De studerende, der har lagt sig fast på en maritim karrierevej, stillede mange spørgsmål. Det var dejligt at opleve det engagement, for det er med til at gøre vores oplæg bedre,” siger Peter K. Petersen, der var med på alle uddannelserne.
Sidste stop på rundturen var ved MARTEC i Skagen, hvor konsulenterne mødte deltagerne på et §16 kursus, som giver adgang til at blive en del af sikkerhedsorganisationen på deres skibe.
”På MARTEC var det tydeligt, at deltagerne var aktive søfarende, og de var helt klart mest engagerede omkring hvad de kan bruge os og vores produkter til,” siger Peter K. Petersen.
Vigtigt, at de studerende kender og bruger SHW
Kemiker og arbejdsmiljøkonsulent Sune Feldthusen Husted, som ses på billedet, der er taget ved MARTEC, var med på fire besøg mens konsulent Rolf Trap var med på de sidste to.
Som noget af det første præsenterede konsulenterne sig selv og SEA HEALTH & WELFARE: Hvad vi arbejder med, hvad de kan bruge os til og hvordan de kan bruge os – både som studerende i dag og når de kommer ud og arbejde til søs på et dansk-flaget skib.
”Det er vores erfaring, at det er meget gavnligt, at de kommende søfarende allerede i forbindelse med uddannelsen stifter bekendtskab med os og ved, hvad de kan bruge os til – både i forhold til arbejdsmiljø og velfærd, både om bord og på land,” siger Sune Feldthusen Husted, der i sit oplæg fokuserede på kemisk risikovurdering og hvordan man skal forholde sig, når man arbejder med epoxy og organiske opløsningsmidler.
Peter K. Petersen fortalte om det psykiske arbejdsmiljø og mental sundhed om bord, heriblandt om SHWs vejledninger om håndtering af mentale udfordringer samt psykisk trivsel. SHW har produceret vejledninger inden for det mentale helbred, der er målrettet den søfarende, skibsledelsen og rederiet, så alle parter har værktøjer til at understøtte arbejdsmiljøarbejdet ombord.
Kemikaliedatabasen og risikovurderingsmodulet i @SEA-@SHORE var emnet for Rolf Traps indlæg. Programmet anvendes i dag af over 700 skibe og flere er på vej.
”Nogle maritime uddannelser i Danmark, på Færøerne og i Grønland bruger allerede programmet, og jeg vil opfordre alle, der har lyst, til at prøve programmet. Nogle studerende talte om at bruge platformen i deres bachelorprojekt. Det kan vi sagtens imødekomme, for alle kan downloade programmet og få en prøvelicens, der er gratis og gælder i tre måneder,” siger Rolf Trap.
Book en konsulent
Uddannelser og rederier er velkomne til at kontakte SHW, hvis de ønsker besøg af konsulenter fra SHW.
Skriv en mail til info@shw.dk
Læs mere på vores hjemmeside: shw.dk