MARTEC og vindblæste Læsø danner rammen om årets temadage for §16 instruktører
Den 6.-8. maj 2025 afholder SEA HEALTH & WELFARE temadage for §16 undervisere. Temadagene er en årlig begivenhed, hvor deltagerne bl.a. præsenteres for nye tendenser og indsatsområder og opdateres på forskningen inden for det maritime arbejdsmiljø.
Temadagene afholdes i år i Frederikshavn, hvor MARTEC har åbnet dørene for temadagene. Deltagerne i år kommer fra Indien, Færøerne og Danmark.
Den første temadag begynder på MARTEC, hvor Søfartsstyrelsen blandt andet fortæller om forhold omkring det psykiske arbejdsmiljø og præsenterer en opdateret ulykkesstatistik.
Ved middagstid går turen med færge til Læsø, hvor SEA HEALTH & WELFARE på vejen fortæller om arbejdet med chikane og mobning, som branchen gik i gang med sidste år.. SHW præsenterer i den forbindelse om de indsatser og aktiviteter inden for arbejdsmiljø, som de har arbejdet med det seneste år.
“Vi glæder os hvert år til at afholde temadagene og møde underviserne. Vi har fokus på de elementer, som deltagerne vil kunne anvende i deres undervisning af sikkerhedsorganisationerne på skibene,” fortæller faglig leder Mathias Augustsen fra SHW.
Udover at dele nyeste viden glæder SEA HEALTH & WELFARE sig til gode drøftelser med deltagerne.
”Vi vil rigtig gerne have videndeling begge veje og jeg ser frem til at høre lidt om, hvilke tendenser, der rører sig. Samtidig vil vi gerne facilitere, at deltagerne kan mødes med hinanden,” siger faglig leder Jacob Christensen fra SHW.
På Læsø vil deltagerne blandt andet medvirke i en workshop med sikkerhedsorganisationen fra færgen Ane.
Praktiske øvelser
Onsdagen begynder med en gennemgang af nyhederne i @SEA-@SHORE platformen - herunder den nye STOP-baserede risikovurdering samt det nye værktøj Ulykkesopklaring.
Resten af dagen skal deltagerne selv prøve kræfter med forskellige øvelser, blandt andet anhugning og faldsikring.
”Vi har bestræbt os på at gøre øvelserne så realistiske, som muligt. Derfor er vi glade for, at MARTEC kan stille udstyr og kompetencer til rådighed, så det bliver nogle lærerige øvelser,” siger konsulent Ester Ørum fra SHW.
Mathias Augustsen supplerer:
“Vi er optaget af, at temadagene har et relevant og brugbart indhold, som kan bidrage til at hæve kvaliteten af undervisernes arbejde og dermed sikkerhedsarbejdet til gavn for de søfarende på skibene,” siger han.
Workshops om fysisk og psykisk arbejdsmiljø
Torsdag er der igen fuldt program inden afrejse. Her skal deltagerne blandt andet deltage i workshops og høre nyt op REACH inden der evalueres på temadagene.